“Hvad laver du egentlig?”

Jeg tror muligvis jeg har fået dette spørgsmål, omtrint 100 gange…. måske ikke.. men i hvert fald maaange mange gange og hver gang har jeg skullet formulerer mig helt korrekt for ikke at få et nedladende respons tilbage.
For hvad fanden bilder jeg mig ind…. jeg kan da godt komme ud, have et arbejde, gå på studie eller lave frivilligt arbejde… helt ærligt.
Hvis et menneske i kørestol, med to amputerede ben, klapøje og et stort los manglende kød på siden af maven, fra en haj, som personen sloges med i Australien, dengang han var på interrail kan…. (okay, måske har jeg set for mange haj dokumentarer med Kasper, hvilket vil få mig til at sige at det nok højest sandsynligt har været en tyrehaj)… Så kan jeg også! At være syg i sindet, er en dårlig undskyldning for at være doven.

ja…. en dårlig undskyldning for at være doven… netop denne udmelding har jeg fået smidt i hovedet..
Mennesket er squ en underlig størrelse… kan du ikke se det, så findes det ikke… ergo… ser en person ikke syg ud, så er personen det ikke.
Manglede jeg til gengæld to ben og havde slåsset med en haj, så ville forståelsen være der, for det kan man forholde sig til.
Men at fortælle at man er sygemeldt med angst, borderline, stress eller depression, er en dårlig undskyldning.


Dovenskab:

Går du ind på Den Danske Ordbog og slår ordet “doven” op, vil den første beskrivelse være; uden lyst eller energi til at foretage sig noget; træt og ugidelig. Altså, er dovenskab et personlighedstræk, som fortæller at personen ikke har lyst til at foretage sig noget.
Tænker du selv over ordet “dovenskab” som et personlighedstræk, hvad ser du så?
Du ser nok næppe Ole Henriksen for dig… måske ser du dig en stor tyk mand, liggende på en sofa, med den ene arm ude over siden, sovende, med hvad ligner cheddaost i mundvien… Egentlig er det nok ikke chedda, men virkeligheden er mere kvalmende end cheddaost.
Måske har manden nogle rester af chips liggende på maven, hvor t-shirten er smurt halvt op, så den store dunk stikker under…. og værelset han ligger i, ligner nok mest af alt en losseplads for madrester… altså ligner det at han ligger i skraldespanden med “Madaffald” signeret hen over den.

Det er definitionen på dovenskab.

Forskellen: 

Faktisk kan dovenskab og eks. angst på ingen måde sammenlignes, hvilket også giver mig lysten til at hive folk ned fra deres piedestal, for at give dem et lag tæsk, for at bruge angst og dovenskab i samme sætning…. skam jer

Jeg ligger ikke på sofaen, fordi jeg er doven, ikke gider andet, vil spise usundt, er ligeglad osv osv osv…. når jeg ligger på sofaen, er det i fosterstilling, udmattet og med et hoved som kører 110 i timen.
Når jeg ligger mig på sofaen, er det fordi at det er tryghed for mig. Det er her jeg kan ligge mig ned, få styr på kvalmen, hovedet og kroppen, alt i mens noget ligegyldigt tv, får mine tanker styret hen på alt andet end katastrofe.

At leve med en sygedom som ikke andre kan se, er, undskyld mit sprog, men fucking forfærdeligt! For hold nu kæft, hvor er folk smålige!!
Du forstår det ikke, nej… fair nok… men jeg forstår heller ikke hvorfor du tror at de karrygule bukser passer til dine enorme sidedeller, eller hvorfor du tror at pandehår passer til dig?… lad os være ærlige… pandehår passer ikke til nogen.. jo mænd, eller kvinder over 60.. men alle kvinder/piger mellem 10-60, bør holde sig langt fra pandehår…

Du arbejder dagen lang og bidrager til samfundet. Du tjener dine egne penge og kommer hjem, træt og udmattet.

Jeg arbejder 24/7 med min fucked up hoved, som stresser alt i hverdagen. Jeg “får” penge af det offentlige, fordi at det vil forlænge min sygemelding væsentligt, hvis jeg bliver kastet ud i arbejde med en forskruet psyke. Jeg er hjemme, men jeg er træt og udmattet, fordi at hver eneste angstanfald føles som 3 dages arbejde og fordi at mine nætter ikke bliver brugt på søvn, men på overfladisk afslapning som aldrig når ned i en reel søvn. Faktisk sover jeg med bideskinne, fordi jeg stresser om natten… yes… den er god nok.. man kan godt stresse om natten. Min kæbe spænder op og jeg skærer mine tænder, fordi mine tanker fortsat kører med 110 i timen, trods at jeg kører på overfladisk afslapning… så ja, Kasper sover ved siden af en kvinde, som mest af alt ligner ham der med Planke fra Ed, Edd og Eddy, samt spytter og lesper for hvert ord der bliver forsøgt sagt….. der er ikke noget at sige til, at Kasper falder i søvn med siden ud med muren, fremfor mod mig….. øv


“Kan du godt få tiden til at gå?”
igen.. det er ikke fordi jeg bruger mine dage på at “dovne”. Bare fordi du arbejder dagen lang og det er arbejde som kan ses. Så arbejder jeg dagen lang mod min psyke og det kan muligvis ikke ses af dig, men det kan føles af mig.
Jeg kan godt forstå at det kan være max svært at sætte sig ind i.. tro mig.. men at himle øjne, tro at du ved bedre eller forsøge at kaste mig ud på dybt vand, siger mere om dig end om mig. Hvor smålig er man så ikke lige…

Som sagt, så bruger jeg mine dage på at kæmpe røven ud af bukserne.. mildest talt.. Jeg vågner kl 07, til lyden af min datter som åbner stille døren ind til værelset, hvor jeg ligger med natbøjle og en overlæbe, som er rykker 5 cm ud fra mit hoved og Kasper ligger med hovedet nede i puden for at dæmpe lyden af min skæren tænder, samt snorken.
Håndtaget går stille ned, og jeg tigger og ber til at det er Carla og ikke hende fra Forbandelsen som kravler ind af døren… jeg må indrømme at det er lidt creepy når Carla står i døråbningen helt stille og kigger på en, til man vågner i skræk over det lille menneske, med bamse i hånden og klovne frisure…. ew….
Jeg gør derefter Carla klar og hun kommer i dagpleje.
Hver tirsdag har jeg så psykolog eller terapi, men de dage som jeg ikke har foregår således:
Når Carla er kommet i dagpleje, gør jeg mig klar.
“Hvorfor gør du dig lækker?” spørg Kasper hver morgen….. tak skat.
– Fordi at jeg ikke gider være syg og ligne en sut samtidig… nej nej nej.
Dette tager måske 2 timer, med bad, makeup og nå ja, cirka 10 små anfald der i blandt.
Så er klokken ved at være 10.
Har jeg haft en morgen, med måske 5 anfald, så sparker jeg mig selv ud af døren, for at tage i fitness, da jeg ved at det kun styrker min psyke.
Hvis jeg har haft det 10 + anfald, så står resten af dagen på anfald efter anfald.
Morgenmaden bliver nok ikke spist, fordi kvalmen er for dominerende.
Derefter skriver jeg ofte en seddel over mine gøremål, da det på en måde er lidt angst/stress nedsættende. Sådan en god gammeldags, To-Do liste. Jeg får som regel ryddet lidt op, inden et af de store anfald overrumler mig. Afhængigt af størrelsen, så tager det 1-2 timer, før end kvalmen er stilnet af, hjertebanken er nede og kroppen er oppe igen. Hvis jeg arbejder mod min angst i et anfald, så besvimer jeg. Jeg har forsøgt et par gange at tænke “Fuck nu det pis her” og rejst mig, gået videre med gøremålene, for derefter at finde mig selv badende i koldsved.
Når dette er færdigt, er der muligvis tøjvask eller andre kedelige gøremål. Kl 15, skal Carla så hentes og derefter er jeg 110 procent mor, og alt omhandler hende. Hvilket vil sige, at alt jeg har ryddet op i løbet af dagen, bliver ryddet ud igen…. Såååååe…. Jeg glæder mig til du får lejlighed, lille skat… så kommer jeg 1 time hver dag og rydder alt til…. ja jeg er selv lidt smålig.

Du tænker nok “det lyder som en nem dag”. Problemet er ikke mine gøremål,  men er alt det i mellem. Mine anfald, tager alt min energi. Som en ballon hvor man er ved at binde en knude og pludselig glipper den ene finger og ballonen giver slip på alt luften. Du skal derfor til at puste ballonen op igen og derefter sker det samme. Faktisk er det dét som der sker.
Jeg kravler mig selv op af stien, får ryddet op, gået i fitness eller lignende, for så at glippe et trin og ryge ned til start igen.
Du kan sammenligne det med at du har en dag på arbejde, hvor eks. alt data på din computer bliver slettet. Du skal starte op fra nyt igen. Så snart du har fået klaret arbejdet igen, sletter computeren atter det hele. Ville du så komme hjem, med oprejst pande og med overskud?nahhh…


At forklarer:
Det er enormt svært at forklarer/begrunde, hvad eller hvorfor man er sygemeldt. Men det er endnu sværere når et småligt menneske, kommer og sætter spørgsmålstegn ved det.
Tror I virkelig at jeg ikke ønsker at arbejde? At jeg nyder at tilbringe dagene hjemme?
Der er ærlig talt, intet jeg hellere vil, end at stå op, være glad og tage på arbejde. Jeg misunder min kære kæreste helt vanvittigt og synes det er så pisse sejt at man kan det, for jeg kan slet slet ikke forstå at man kan.
Jeg ville elske at stå op og gå i gang med dagen, fremfor at stå op med stress og angst.

Ha´nu lidt respekt for os, som kæmper hver dag for at komme gennem dagen… det kan godt være at du ikke forstår og jeg ber dig heller ikke om det, men det er fandme klamt af dig, at stå og stille spørgsmålstegn ved et sygt menneske..
Næste gang du gør det, så håber jeg du bliver ramt af akut diarre.

Og ja jeg er sur, fordi jeg synes det er så ærgerligt at man skal forklarer noget uforklarligt, for at tilfredsstille andre mennesker.
Jeg ved godt at nogle mennesker er idioter og nasser på samfundet, men langt de fleste står midt i en kamp og burde få alt respekt udefra.


Over and out:
Jeg arbejder ikke. jeg studerer ikke.
Til gengæld, har jeg smidt min angst medicin. Jeg er kommet videre og synes rent faktisk at jeg har taget et stort skridt på vejen mod mit mål. Næste mål er start på uddannelse.
Jeg er helt sikker på at når jeg kommer ud på den anden side, så står jeg 110 gange stærkere, med gåpåmod og dobbelt så meget erfaring.

Jeg har valgt at sætte mig selv først i denne periode for at komme ud som et helt menneske på den anden side. Mit fokus er på mig og min familie. Og hvis jeg havde taget et job eller uddannelse ved siden af, så havde mit fokus ligger 25 procent hvert sted. Hvilket ville resulterer i at jeg efter kort tid, ville ramme bunden igen og skulle starte fra 0.
Jeg har prøvet det 2-3 gange før og derfor ved jeg hvor mine prioriteter skal ligge, for at jeg kan komme videre.

Billedresultat for anxiety quotes


VIS RESPEKT!

knus.

JEG ER BANGE

Dette oplæg kommer til at omhandle noget, som jeg førhen også har nævnt herinde ( http://sorthvid.bloggersdelight.dk/tanke-vs-virkelighed/), nemlig OCD. Jeg har egentlig altid villet skjule mig, når mine tanker bliver til tvang og har aldrig villet snakke om det, før end det har været stilnet af….. hvorfor?… fordi jeg er bange….s

Nu tager jeg dog springet, da jeg pt. døjet med netop tvangstanker. Ikke voldsomme, men de er der og dræner mig.
Jeg håber I kan bære over med mig og atter en gang, må jeg frabede negative kommentarer, da dette er en side af mig, som jeg foragter. Ikke desto mindre, så er det noget som SKAL tales om og ikke ties!


TAL VS. TIE

åh nej… tanken kommer… jeg kan mærke at den kommer… nu er den der… hvad kan jeg gøre?… kan man melde sig selv til politiet og håbe de spærre én inde… gad vide om man kan lukke sig inde i en bunkers ude ved Vester havet?… hvad nu hvis jeg skader nogen?…. hvad hvis jeg såre nogle?… hvad hvis jeg ender op og ødelægger andres liv?… jeg burde slet ikke være her…

Bare jeg sidder og skriver dette ned, opstår den sorte ballon i min mave. http://sorthvid.bloggersdelight.dk/den-sorte-ballon/
Jeg bliver ked af det og flov… Jeg føler det er et SÅ voldsom skamfuldt emne og at folk vil se på mig, som var jeg en psykopat… Jeg frygter at de vil se mig værende i en spændetrøje og værst af alt…. jeg frygter at folk tænker hvad jeg selv tænker…. at jeg ikke er god nok til nogen.. især min datter.

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en kvinde, som døjede med netop tvangstanker. Hun døjede med det og spurgte mig til råds… og alt hvad jeg fortalte hende, mente jeg.. Åben op, tal om det og forstå at det blot er “tanker”.. de er ikke lig med dig.
Nu står jeg selv i en periode med tvangstanker og kan mærke at jeg ikke engang selv kan tage mine råd til mig… flot…

Jeg kan ikke sidde ned og tale om mine tanker. Jeg kan det endnu bare ikke.
Jeg kan forsøge, men ender altid med at pakke det rigtig flot ind, med et fint bånd på og gerne lidt gran, fordi det jo er jul.
Men hvad jeg burde gøre, var at sætte mig ned og sige nøjagtigt hvad jeg tænker og hvad det får mig til at føle… det er endnu bare ikke muligt. Jeg skammer mig…


KARRUSELLEN

Forstil dig (alm. tanke):
Du står midt i din hverdag.. du skal måske ud og smøre dig en mad.. et simpelt gøremål, som måske tager fem minutter… du står måske med kniven i hånden og tænker “Uh den er skarp, den kan skære”, for derfor at skære en skive agurk til baconpostejen.
Det er her hvor du stiger på karrusellen. I det, du tager kniven i hånden kører din tankegang, giver dig et par tanker og forsvinder hurtigt igen. Ergo, du stiger på karrusellen og efter en hurtig tur, stopper den og du kommer videre med dit gøremål. Du sætter dig ned ved dit ikea spisebord, og hopper med røven i stolen 2 gange, for at komme langt nok ind til bordet og din halvvarme leverpostej. Telefonen bliver fundet frem og maden bliver spist, med ro i sind og krop.

Forstil dig så (tvangstanke):
Du har i sinde at fuldføre akkurat samme gøremål som personen med alm. tanke.
Du går ud i køkkenet, finder postejen frem, agurk, skærebræt og skal så til at finde kniven. I det du ser kniven og får den i hånden, kører karrusellen. Denne gang, uden stop. Tankerne starter; “Uh den er skarp, den kan skære… hvad nu hvis jeg kommer til at skære en person med den?.. hvad nu hvis jeg kommer til at gøre det med vilje?… hvad hvis jeg gerne vil gøre det?… er jeg seriemorder?…. har jeg gjort det før, uden at vide det?…. jeg er sindssyg….. hvad hvis jeg ikke kan styre mine impulser?… hvorfor tænker jeg sådan?… det må betyde at jeg gerne vil gøre det….jeg må væk…. jeg må ikke være i nærheden af andre…. frygt mig” .
Du står fortsat med kniven i hånden, med hjertet oppe i halsen, kvalmen stigende, sved på panden og en følelse af panik i kroppen…
Karrusellen kører, du forsøger at kalde på vagterne, for at advarer om at du har det dårligt, men ingen hører dig. Karrusellen kører blot videre og utilpasheden stiger.
Maden bliver aldrig smurt og når karrusellen endelig stopper, sidder følelsen der stadig. PANIK
Du sidder med kvalmen, kedafdetheden og frygten så dybt i kroppen at alt andet, bliver overskygget.


BANGE FOR MIG SELV

Min primære frygt pt. er vrede. Jeg er SÅ bange for at blive vred…. bange for at vreden kan løbe af med mig.. dette resulterer i tvangstanker.

tænk hvis jeg ikke kan håndterer min vrede og lader det gå ud over mine nærmeste? hvad kan der så ikke ske? hvad hvis jeg kommer til at slå, eller råbe for højt, så det sætter spor i min datter? Hvad hvis jeg kommer til at kører nogle ned, fordi jeg ser mig sur på dem i trafikken? Eller hvis jeg smadre noget herhjemme i lejligheden og Kasper forlader mig, fordi jeg er sindssyg? Måske er det bedst jeg er alene.. så kan jeg ikke såre nogen.

Jeg har selv været udsat for meget vrede i løbet af mig liv, som både har været fysisk og psykisk, og det er netop det som har sat sig og gjort det til en tvangstanke/frygt for mig.. Jeg ønsker ikke at føle vrede.. og jeg ønsker slet slet ikke at udtrykke den…. at være udsat for psykisk vrede sætter sig, på en anden måde end den fysiske. Den psykiske kan nemlig ikke forklares.
baggrund, historier mm. kan jeg desværre ikke komme ind på. måske kan jeg en dag.. men ikke endnu…

At opleve en psykisk vrede, skaber en form for frygt indeni. En vågenhed, som ikke er sund. og det er den som ligger bund for mine tvangstanker angående at såre/skade andre…. Alt jeg ikke ønsker at være, skaber mine tvangstanker skræk tanker om.


RÅD:
Det er selvfølgelig svært for mig at komme med konkrete råd angående tvangstanker, da jeg lever i det og nok altid vil være det on/off.
Dog har jeg fundet nogle handlinger/ting eller lignende, som har hjulpet/hjælper mig.

1. Tvangstanker, almindelig tanker. 
– Det første råd fra mig, vil helt sikker være at skrive tankerne ned. Du behøver ikke fortælle det til nogen, for det gør jeg endnu ikke selv. Jeg skriver det ned og offentliggøre det, fordi jeg håber at hjælpe andre med det. Jeg snakker ikke om det.. det er for skamfuldt for mig endnu.
Men skriv det ned… og det er alt… ned til billederne som kører forbi nethinden, til følelsen af uro i kroppen.. Når tvangstankerne så er kommet på afstand og måske ikke er eksisterende i en periode, så sæt dig igen og læs hvad du har skrevet.

Spørg du mig angående min tvangstanker, når jeg ikke har OCD i en periode, så griner jeg af dem. Jeg kan slet ikke forstå at jeg har frygtet det så meget, fordi jeg kan se hvor langt det ligger fra min person.
Derfor skal du sætte dig ned når du har det godt, og skrive ned hvor latterligt dine tanker er.
Næste gang du sidder med en tvangstanke, kan du se hvordan dit ikke OCD-jeg, har tænkt om det.

Simpelt… men det virker

2. Følelser
Når du mærker en tvangstanke, hvilke følelser vækker det så i dig?
bange, kedafdet, frygt, stress, angst?
Havde du lyst til at agerer på dine tanker, ville du ikke have disse negative tanker… du ville højest sandsynligt være pis hamrende ligeglad.
At du føler dig kedafdet, viser blot at du ikke er lig med dine tanker.

3. snak med andre OCD-ramte. 
Google er din ven… og især i dette tilfælde eller lignende.
Der findes intet mere betryggende, end at høre andre fortælle dig at de har det på samme måde eller har haft det.
Søg google tynd, find en gruppe på facebook eller spørg dit lokalområde om nogle kender til nogle kurser.
Trygheden kan i mange tilfælde tage toppen af angsten/frygten, som er forbundet med tvangstanker.

4. gør hvad du føler er rigtigt 
Her skal ikke forståes at du skal pakke dig selv væk og dyrke din frygt. Men du skal have respekt for dig selv.
Hvis dine tanker gør at du ikke kan komme ud og handle ind, så mærk efter i dig selv. Kan du ikke fordi du er bange eller er det fordi du er drænet?
Ha’ respekt for din krop. Kan du ikke handle, så kom ud og gå en tur. Kan du ikke gå en tur, så kom udenfor døren. Kan du ikke komme udenfor døren, så åben vinduet. Bare ta’ et skridt, med respekt for dig selv.
Nogle mennesker løber halvmaraton, andre lider af angst. Begge dele kan være lige udmattende.

5. læn dig ikke tilbage
En af de ting jeg har lært gennem snart 15 år med angst mm., er at man IKKE skal læne sig tilbage og regne med at omverdenen redder dig. Gør du det, så ender du med at knalde hovedet så hårdt i gulvet og få en dundrende hovedpine.

Da jeg slog hovedet i gulvet, var først der hvor jeg tog hånden om mig selv. Jeg kunne se at systemet egentlig være pisse ligeglad med mig. Men det var jeg ikke selv.
Jeg tog kontakt til sundheds huset, spurgte dem ind til kursus angående depression og angst, jeg spiste sundere, rykkede psykiatrien for at give mig en hurtigere tid, tog til alternativ hjælp og meget meget mere. Da jeg endelig fik en tid ved psykiatrien, var min angst halveret og jeg kunne rent faktisk se ud over min angst.

HJÆLP = SELVHJÆLP


Flere råd kommer helt sikkert med tiden…. ligesom flere oplæg angående OCD vil komme… det er et enormt tabubelagt emne, som ikke skal ties… og som jeg selv, også skal til at lukke helt op for…

Jeg håber dette oplæg kan vække ro i nogle og måske skabe viden for andre.

KNUS!! og gran i håret. 

DEN SORTE BALLON

Kan du forsøge at beskrive hvordan du mærker din angst?”

Et typisk spørgsmål fra en psykolog, som forsøger at få en selv, til at forstå hvad der foregår indeni. Et spørgsmål, som for mig har været umuligt at svare på hidtil. Men jeg har endelig fundet frem til noget, som for mig, giver mening.


SORT BALLON

Forstil dig en ballon. en sort ballon.. Du skal nu, finde en pose, hvori du puster ballonen op. Det skal ikke være en stor pose, men en lille frostpose.
Du når hurtigt til et punkt, hvor ballonen ikke kan pustes mere op. Du står derfor i en situation hvor du ikke kan puste mere luft i ballonen, fordi posen klemmer rundt om, eller ballonen klemmer posen. Enten springer ballonen, eller også revner posen.
Forstil dig så, at du er posen og angsten er den sorte ballon. Ballonen vokser og vokser inde i brystet og til sidst, er den fyldt helt ud. Enten revner du, eller også springer dit indre.

Det er denne ballon jeg føler hver gang, der bare er et snert af angst. Den starter ud som en lille ballon, der “blot” giver kvalme. Herefter, trykker den op mod mine lunger og udfordre min vejrtrækning. Den rammer mit hjerte og presser det ud mod mit bryst, så hjerteslagene kan ses på det ydre. De går hurtigere og hurtigere i takt med at ballonen fylder mere og mere. Jeg bliver bange, og det fungerer som ekstra luft til ballonen. Jeg fodre den. Ballonen går nu op til halsen og ned til mine tarme. Min mave kører. Jeg må på toilet nu. Ballonen ødelægger min mave.
Den når nu min nakke. Her sætter den sig fast i en nakkehvirvel. Den presser og presser, for at komme videre. Min nakke spænder op og jeg bliver urolig, samt mærker en trykkende smerte mod min ryg, som viser sig som en spændt flitsbue. Efter et stort pust fra min frygt, går ballonen op til mine kæber.
Den klemmer og får mig til at bide tænderne sammen, i smerte. Jo hårde jeg bider, desto mere smerte kommer der, men lige gyldigt hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke holde op.
Nu er ballonen nået til mine øje og toppen af mit hoved. Den slører mit syn og fjerner mit fokus. Alt jeg ser, er fare. Alt jeg føler, er fare.
Når ballonen når helt til to, lukker jeg øjnene. Trætheden har taget over, mine øjne gør ondt, min nakke, mit bryst, min mave… alt gør ondt.
Enten må jeg sove, eller besvime. Der er intet midt i mellem.  Hvis jeg besvimer, så nulstiller jeg. Ballonen springes og jeg starter forfra.
Sover jeg, så siver luften ud af ballonen i et stille tempo, som ikke ødelægger min krop. Det betyder at når jeg vågner, er ballonen der stadig. Den skal ikke genstartes som hvis jeg besvimer, men er der og ligger på lur.

Det er sådan min angst føles. Jeg kan til tider, nå at stoppe ballonen. Måske allerede ved kvalmen, men det er svært, for hver eneste gang, kommer der luft ind fra et nyt sted. Et nyt sted, som jeg skal forsøge at finde og lappe, inden der kommer så meget luft i, at jeg springer. Der skal hele tiden tænkes nyt.. nye tanker, nye handlinger og nye ideer, som kan sænke ballonens fremgang, eller måske endda få luften til at sive ud.


“Jeg er angst og jeg aner ikke hvorfor”

Jeg synes fortsat at det er svært at snakke om angsten… det er svært for andre at forstå, hvis man ikke selv har mærket det. Jeg hører tit at jeg er doven og “bare” skal i gang, så går alting lettere. Men det er ikke sådan det foregår. Jo mere der bliver presset på udefra, jo værre bliver det indeni. Det er en indre kamp, som andre ikke kan tage for en og som man egentlig heller ikke ønsker at andre skal tage.
Det er en kamp, hvor man med tiden skal lære at se angsten i øjnene. Lever man først med angst, så er det ikke nødvendigvis noget man slipper sådan af med. Det er noget man må lære at acceptere og håndtere. Det betyder at man måske er mere skrøbelig end andre, men det betyder ikke at man ikke kan det samme som andre. Det tager måske længere tid. Men i sidste ende, så opdager man at man kan så meget mere, end man tror.
Ballonen er blot en hindring på vejen. Det ér ikke vejen.

Jeg startede ud med at sætte mig ned ved min psykolog og sige “Jeg har angst og jeg aner ikke hvorfor”, til at jeg godt ved hvor noget af angsten stammer fra. Det har været enormt svært for mig, for jeg har ikke kunnet se, hvorfor at jeg skulle have angst. For hver uge, der er gået og for hver samtale jeg har haft med min psykolog, så træder jeg et skridt nærmere på mit mål, som hedder; lær at håndtere angsten.
Jeg ved godt at jeg nok altid vil have angst, men det handler om at kunne “have” angst og ikke “være” angst.

Jeg startede ud, for enden at en lang trappe og har godt nok kun bevæget mig to-tre skridt op af det. Men for hvert skridt jeg tager, desto mere tiltro får jeg til mig selv. Jeg ved at når man står i angsten, så føles livet meningsløst og vanvittig uretfærdigt. Jeg følte/føler når jeg står i angsten, at jeg ikke er noget. Jeg er et lille støv fnug, som hvivler gennem en stue og ingen bemærker. Ingen ser at jeg lyser blå, fordi alt indeni mig føles frosset til.


Jeg håber at dette oplæg, måske kan hjælpe nogle til at forklarer hvad det er de føler, eller måske kan inspirerer nogle, til at tage et skridt mod angst, fremfor væk fra den.

 

Knus!

Mit vs. Vores – en hyldest til fædre

For noget tid siden, sad jeg og så De Unge Mødre og tog mig selv i at føle mig forarget. Det var ikke fordi at nogle af mødrene, har en speciel tilgang til forældreskab, men fordi at langt de fleste af mødrene så børnene som deres og ikke vores. En af mødrene var gravid og kom på et tidspunkt med en udmelding, som i bund og grund, handlede om at faren var lidt ligegyldigt, hun skulle bare have børn.  Jeg har mange gange efterhånden hørt kommende mødre eller mødre generelt, omtale deres børn som værende kun deres og jeg synes ofte at fædrene bliver sat i baggrunden, fordi at de “kun” har leveret et frø og ikke brugt 9 måneder på at få det til at spire. Derfor skriver jeg dette oplæg. 


2 TIL TANGO

Nogle fædre, fungerer ikke som forældre.. og nogle mødre, gør det heller ikke. De har fået påsat sig en rolle, som de ikke kan leve op til, eller som de ikke ønsker. Jeg har derfor fuldt forståelse for at der selvfølgelig er nogle, som skal se børnene som Deres fremfor Vores, men der er en stor del, som bliver tabt i det. Og jeg må indrømme at det gør ondt på mig, at se hvordan nogle fædre bliver gjort overflødige.
Jeg taler i dette oplæg ikke om dem som har en god grund til vælge at være alenemor eller alenefar, men om dem som glemmer at der skal 2 til et barn.

Helt fra barndommen af, skaber man sig et billede af hvordan forældre skal være. Man hører om det i bøger, ser det på film og vokser op med at forældre er lig med kærlighed. Et barn bliver skabt på baggrund af kærlighed… mange har hørt fortællinger om hvordan to mennesker elsker hinanden og der derfor sker magi, som ender ud i et kærlighedsbarn…
javist, kvinder kan blive gravide uden at der er en faderskikkelse involveret, men det er ikke det jeg snakker om. Jeg snakker om et godt gammeldags forhold.

Det at være mor er fantastisk og en kvinde er som regel mor, fra det sekund deres barn bliver født… Måske endda inden.
Men det er også her, hvor jeg synes at mændene allerede bliver glemt.
Alt handler om moderen og det nye lille barn. Manden skal hurtigt videre på arbejde og kan “alligevel ikke gøre noget derhjemme”. Kvinderne overtager bleskift, amning, pasning og opdragelse. Men hvorfor ikke inddrage mændene? Hvorfor skal det absolut lyde som om at man som mor står alene med sit barn, selvom man har en mand? …
Jeg er med på at moderen i den første tid, er barnets primære hovedperson. Det er her hvor maden er, men alt andet, er noget som faderen kan være en del af.

Når jeg føder mit barn

nej, når du føder jeres barn.
Forstil dig hvis situationen var omvendt. At du skulle stå på sidelinjen og se dit livs kærlighed gå igennem smertehelvede, for at føde JERES kærlighedsbarn, for derefter at blive til side sat. Forstil dig at du står og ikke aner hvilket ben du skal stå på, for om lidt er det som du ikke kunne forestille dig, i alle de 9 måneder, en realitet. Det som den gravide har kunnet føle lige fra start, er noget som du først skal til at forholde dig til. Og du får ikke engang lov. Alt du kan gøre, er at varde op og lytte. Og hvis dette så fortsætter, hvornår er det så muligt for faderen at steppe til?

Jeg selv, var da bestemt ikke særlig god til det i starten. Jeg var SÅ bange for at lille Carla kunne gå i stykker… De første 2 døgn, aede jeg hende kun med min pegefinger, fordi hun virkede så lille og skrøbelig.. jeg var hunde angst for at en forkert bevægelse, kunne ødelægge hende.. Jeg havde svært ved at lade andre holde hende… deriblandt også Kasper. Men dette blev hurtigt vendt, da der ikke er noget som kærligheden mellem en far og hans barn..
Fædre kan noget, som ingen mødre kan gøre og det skal de have lov til!
Første gang jeg så Kasper lege med Carla, er noget jeg aldrig vil glemme.
Der sidder denne vidunderlige mand, som ikke aner hvilken knap han skal trykke på for at få hende til at smile. Så han prøver alt…
Der kommer fjollede ansigter, lyde og bevægelser og pludselig finder han én bevægelse som får hende til at give et lille smil. Den bevægelse blev gentaget 100 gange samme aften, indtil den for Carla, ikke var så sjov længere og Kasper måtte starte forfra…
Men det lys Kasper fik i øjnene da han så på mig, efter hun havde smilet og den varme følelse som kunne mærkes i hele rummet bagefter, bekræftede mig bare i at der er en grund til at der skal én mand til at gøre en kvinde til en mor, og omvendt.

Ros, ros, ros

Fædre som gør noget for at være fædre, fortjener at blive rost til himlen for alt de gør. Et barn og dets mor, vil altid have et specielt bånd og det er efterhånden blevet sådan, at fædrene gerne skal kæmpe for at komme ind i boblen.. det må være enormt hårdt.
Hvis man som mor står og (undskyld sproget) bitcher over at mandene ingenting gør, så er det nok fordi han ikke bliver involveret. Jeg havde i hvert fald ikke selv gjort noget, hvis jeg 1. blev rettet i det. 2. ikke fik at vide at min hjælp kunne bruges 3. ikke fik anerkendelse.
Vi ønsker at manden træder til og er hjælpsom… men… så snart der bliver gjort én forkert lille ting, så kommer tiger-mor frem og skal nok forklarer hvad der er det rigtige at gøre.

Alt jeg vil frem til, er at man IKKE skal få et barn med en mand, som man ikke elsker.. punktum.
Man skal få et barn, med en mand, som man ved at man vil elske lige meget hvad…. samt en mand, som man vil inddrage i forældreskabet! Ellers er man selv ude om at man står og føler sig alene om det hele.

Som sagt, så skal ikke alle fædre skabt til det… og det kan jeg skrive under på… men, det betyder ikke at chancen ikke skal være der. Og en start kunne være at bruge betegnelsen VORES.


Til slut;
Dette oplæg blev skrevet ret hurtigt, men det var noget som jeg længe har haft lyst til at pointe ud. Så I må bære over med mig. Det er blot mine holdninger, jeg skriver ned.
Jeg har stor respekt for alle mødre og fædre! Uanset hvad.. men jeg mener hvad jeg skriver og synes at manden skal involveres i forældreskabet.

 

Knus!